I denne uge blev fasanjagt til en offentlig debat. Den er værd at studere, men ikke for fasanernes skyld. Den viser, hvad der sker, når to parter taler forbi hinanden, og den ene part oven i købet vælger at kæmpe på en slagmark, den ikke kan vinde.
Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd vil forbyde opdræt af fasaner, når formålet alene er at skyde dem ved jagtsæsonens start 1. oktober. Det Dyreetiske Råds formand, Bengt Holst, formulerede kernen enkelt: problemet er, at fuglene opdrættes med det ene formål at blive skudt.
Det er et etisk argument. Det handler ikke om burstørrelser eller foder, men om formålet. Og et etisk udgangspunkt af den type kan man ikke anfægte med data. Man kan være uenig i det, men man kan ikke modbevise det.
Jægerforbundet svarede alligevel med en sammenligning: man ville hellere være fasan end konventionelt produceret kylling. Landbrug & Fødevarer valgte et tredje spor og henviste til, at Vildtforvaltningsrådet for tre år siden indgik et forlig om rammerne for udsætning i ti år.
Det giver tre parter og tre samtaler: én om etik, én om sammenligning og én om proces. Ingen af dem møder hinanden.
Jagtens etik kan ikke vindes, og det behøver den heller ikke
Når jagtinteressen omtaler fasanen som fødevare og måler den op mod kyllingen, sker der to ting. For det første indrømmer man præmissen: hvis fasanen skal forsvares som fødevareproduktion, er den produktion. For det andet flytter man debatten over i industrikyllingens verden, og den diskussion vil ingen jæger føre. Argumentet "bedre end det værste" har aldrig overbevist nogen.
Om det er værdigt at skyde dyr, vil altid dele vandene. Det er selve jagtens natur, og den kamp kan ikke vindes over for modstanderne. Derfor skal jægerne heller ikke forsøge.
Det egentlige spørgsmål er smallere: må man opdrætte og udsætte dyr for at dyrke sin sport? I realiteten er det put-and-take med gevær. Om jægerne selv skal bruge det udtryk, er en anden sag. Det afgørende er ikke ordvalget, men at jægerne selv afgrænser spørgsmålet til opdræt og udsætning i stedet for at lade det handle om jagt.
Hvad de burde have gjort
Når man først har defineret banen, handler det om fakta, og her står jægerne svagest. Niels Kanstrup, lektor emeritus ved Aarhus Universitet, peger på, at over halvdelen af de udsatte fasaner dør af andre årsager end jagt i løbet af det første år. Det har ingen modbevist. Jægerforbundet har tværtimod selv erkendt, at dødeligheden er høj.
"Det er et byttedyr, de dør jo alligevel" holder heller ikke. Britisk forskning viser, at kun omkring 15 procent af de udsatte fugle i gennemsnit er i live ved jagtsæsonens afslutning. Men den samme forskning peger også på en vej ud: dødeligheden hænger sammen med, hvordan fuglene opdrættes. Allerede små ændringer i opvæksten har påvirket fuglenes overlevelse efter udsætning.
Det er det oplagte spor, og jægerne burde selv have taget teten. Havde de sat sig i spidsen for bedre opdræt, havde debatten handlet om opdrættet og ikke om jagten. Så havde spørgsmålet været, hvordan fuglene kan få bedre forudsætninger for at klare sig, og ikke om jagten skal forbydes.
Det er også en langt nemmere sag at håndtere politisk. Et forbud er binært: man er for eller imod. Rammer for opdræt kan man forhandle om, justere og evaluere. Samtidig giver det politikerne mulighed for at handle uden at skulle tage stilling til jagt som sådan.
Hertil kommer et argument, som jægerne næsten ikke bruger. Den vilde fasanbestand er presset, fordi store kornmarker er dårlige levesteder. Reglerne kobler allerede udsætning til biotopplaner, som skal give flere levesteder for arter som lærke, vibe og markfirben. Kan man dokumentere, at det virker, er det en historie om jægere, der betaler for natur.
En troværdig position kunne altså lyde: Vi udsætter fugle til jagt. Vi går forrest med bedre opdræt, og vi bruger udsætningen til at skabe levesteder. Det er ikke nogen nem position, men den kan forsvares. Kyllingen kan ikke.
Lektien rækker ud over jagt
Når modparten stiller et moralsk spørgsmål, er det fristende at svare på et andet spørgsmål, som man føler sig bedre rustet til. Resultatet er, at man virker undvigende og udvider konflikten i stedet for at afgrænse den.
Tre spørgsmål burde komme før ethvert modsvar:
- Hvilket spørgsmål bliver der faktisk stillet?
- Kan det overhovedet vindes?
- Hvis ikke: hvilken del af sagen kan vi eje med fakta?
Lige nu har den ene part i fasandebatten defineret spørgsmålet, og den anden har svaret på noget helt andet. Hvis jægerne havde taget teten på opdrættet, var det dem, der havde stillet spørgsmålet.