Alle taler forarget om afsløringerne i ‘Den sorte svane’. Missionen er lykkedes, og vi har (næsten) glemt, at dokumentaren er på kanten af journalistiske principper om medvirken. Dokumentaren foregår nemlig i en konstrueret virkelighed. Og det er et problem langt ud over ‘Den sorte svane’.
Fordi historien er skrevet på forhånd, så hjælper det lige fedt, om historien er ligefrem faktuelt forkert, om kilderne har fordrejet og forstærket problemet, eller om der rent faktisk er noget om snakken.
Det er lidt som med Simon Spies – vi vidste jo godt, at han ikke var fin i kanten. Alligevel bliver vi forargede, når historien fortælles på ny. ‘Den sorte svane’ præsenterer os for brådne kar i advokatbranchen, der trækker lyssky tråde mellem over- og underverden. Burde vi være overraskede over, at den slags foregår? Njaah. Ville vi være oprigtigt forargede, hvis det foregik i stor skala og var kendt vidt og bredt? I høj grad.
Desværre er det ikke noget, dokumentaren går i dybden med. Vi følger ikke sporet til ende, og vi kommer ikke langt ud over persongalleriet, der er lokket i det konstruerede studie forklædt som et lyssky advokatkontor. Vi får afsløret, at der findes brådne kar. Men om det reelt er et samfundsproblem, står hen i det uvisse.
Men dokumentarens iscenesatte historie sidder i skabet: Et fiktivt advokatkontor, bemandet med en jurist, der “løser” problemer ved at forbinde over- og underverden, lokker fluerne i fælden og klapper den for åbent kamera. Det er god, effektiv og spændende underholdning. Endda med den – for TV 2 bekvemme tvist – at juristen snører mediet i sidste ende og spiller sit eget spil. Altså en stor fed streg under de fordægtige forhold, der afsløres – nu med dobbeltkonfekt. Forargelsen, omtalen og publikum er i hus.
Alt dette ved TV 2 jo godt, og man fornemmer, at alle tillægshistorierne rundt om dokumentaren næsten er skrevet på forhånd. Altså: Velkommen til den konstruerede virkelighed. Bygget til at skabe øjeblikkelig forargelse og stor opstandelse, men som grundlæggende næppe forandrer ret meget, fordi vi ikke bevæger os uden for konstruktionen.
Den kommercielle virkelighed
Nuvel, det skal egentlig ikke handle om ‘Den sorte svane’. Men den er et godt sted at starte, da den konstruerede virkelighed er en del af selve præmissen for den. Men hvorfor opstår den konstruerede virkelighed? Og, uden at kunne levere statistik på det, hvorfor forekommer den så hyppigere og hyppigere?
For ikke særlig længe siden kunne de fleste medier trække økonomien hjem på trofaste abonnenter. Det gjorde ikke så meget, om der var udgaver af dagens nyheder, der var knapt så skarpe som andre. Der blev stadig betalt ved kasse et.
Sådan er virkeligheden ikke i dag, hvor onlineabonnementer kan købes og opsiges dag for dag, hvor den enkelte artikel skal være så saftig, at vi indløser artikelbetaling – og ikke mindst, at besøgstallene er helt og aldeles afgørende for annonceindtægterne – eller licenskronerne.
Der er derfor skåret ind til benet i medieverden. Avisjournalisterne har travlt som aldrig før og skal lave clickbait på nul komma fem. Og stort set ingen dokumentarer er i dag inhouseproduktioner. De er i stedet lagt ud til private selskaber, der – udover journalistiske principper – også har en økonomisk interesse i at lave den næste skandale. For det sælger!
Her er den konstruerede virkelighed jo et bekvemt sted at være. For det tager immervæk mindre produktionstid at finde på en idé, end at afsløre den. Og hvis man holder sig stramt til manuskriptet, så kræver det også kortere produktionstid. Så skidt med, at der undervejs dukker nye tråde og informationer op, der kunne være værd at bruge tid på. For et er, at det faktisk kræver noget at grave videre. Noget andet er, at det – Gud nåde og trøste – kunne ændre narrativen i den konstruerede virkelighed. Ja, det kunne måske ende med at dræbe historien helt.
Hvad gør den kloge kommunikatør med ørerne i maskinen?
Kriserådgivning – du ved, der hvor en virksomhed har fået ørerne i klemme, og man skal finde ud af, hvordan skårene bedst klinkes ved at kommunikere rigtigt – har historisk gået fra “ingen kommentarer,” over “læg dig ned og sig undskyld, undskyld, undskyld” til “ryd op, undskyld for dine fejl, og begrav den i positive fakta”. Men i den konstruerede virkelighed gør det desværre sjældent nogen forskel, hvad du stiller dig op og siger. Fordi historien er skrevet på forhånd, så hjælper det lige fedt, om historien er ligefrem faktuelt forkert, om kilderne har fordrejet og forstærket problemet, eller om der rent faktisk er noget om snakken.
Enten kommer din kommentar som et appendix, eller også bliver den klippet og tilsat den passende stemning af dyster baggrundsmusik og slørede optagelser, så den passer til narrativen. Den vil så godt som aldrig få mediet til at grave et spadestik dybere, gå tilbage til kilderne med nye spørgsmål, få en respons fra konkurrenterne eller tjekke fakta igen.
Det spørgsmål, du derfor skal stille dig selv, når du selv får ørerne i maskinen, er: Er der noget, jeg kan sige her, der rent faktisk vil ændre historien? I de fleste tilfælde kan du ikke ændre den. Og du skal godt nok være god på kamera, hvis du vil have den mindste aura af sympati over dig. Til gengæld kan du heldigvis frit og uden afbrydelser fortælle din egen version af historien til medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere – via dine egne medier.
Velkommen til den konstruerede virkelighed. Vi spår, at “XXX har ikke ønsket at medvirke” bliver det nye mantra i krisekommunikation.
Se i øvrigt artikel om ‘Den sorte svane’ og medvirken.
Læs også Altingets redaktørs kritik af dokumentaren her.