Var Blue Origins påsketur blot et PR-stunt, eller var det en bedrift, at sende seks kvinder i rummet uden en mand? Vi kalder på et PR-stunt og spørgsmålet er så om missionen lykkedes.
Det langt fra første gang, der har været kvinder i rummet - og faktisk er andelen af kvindelige astronauter større end andelen af kvindelige piloter. Jo - det er faktisk henholdsvis 12 og 11 procent.
For at komme til en fornuftig konklusion, så skræller vi feminisme debatten af. Det var motoren til PR-stuntet, men for at forstå budskabet, skal vi lige dykke ned i Blue Origin først. Vi ser også lige bort fra Bezos´ personlighed eller memes om hans raket som fallos symbol.
Hvad er det Blue Origin vil?
Tagline hos selskabet hedder; “For the Benefit of Earth” og udforsker man det, så handler det om at gøre rumrejser til hverdagskost, så vi kan udnytte ressourcerne i rummet i stedet for dem på jorden.
Den bagvedliggende tanke er angiveligt, at Jorden er det fedeste sted i universet, mens rummet er uendeligt, og derfor skal menneskeheden lære at udnytte råstoffer og plads i rummet, så jorden kan blive en fredelig og frodig oase.
Altså god gammeldags kolonialisering, som vi har gjort det i tusinder af år på jorden. Nu bare uden for jorden. Fascinerende? Ja! Bæredygtigt? Ikke så meget. Du kan selv dømme Blue Origins raison d’etre her.
Den korte oversættelse: Blue Origin vil bevare Jorden som et øko-paradis ved at udnytte plads, ressourcer og råstoffer i rummet. Hvis vi skal gøre det, så skal vi kunne transportere os ud og rundt i rummet på samme måde, som vi i dag bruger almindelige flyvemaskiner. Og med det vil Blue Origin være selskabet, der gør rumfart til hverdag.
Det gode PR-stunt
Da turen - 100 kilometer op og 100 kilometer - varede omkring 11 minutter, inklusive fire minutter i den spædeste definition af rummet. De seks kvinder har næppe udført nogen opgaver - udover en sang fra Katy Perry - og var nok mere at betragte som passagerer end besætning, og som sådan kan vi altså kalde turen for et PR-stunt. Og intet andet.
Et godt PR-stunt skal i vores optik kunne en del ting:
- Der skal være en klar afkodning af budskab - vi kan undres, begejstres, forarges eller forkæles. Men uanset, så skal der ikke være alt for langt for målgruppens forståelse af afsender og formål.
- Det skal give omtale - og qua 1, så skal omtalen helst omhandle budskabet.
- Det skal forstærke eller lancere brandet - så vi vil selvfølgelig helst have, at omtalen er positiv. Men det i visse tilfælde også være gennem at skabe en debat, der måske ikke altid starter positivt. Det kunne for eksempel være en kampagne om trafiksikkerhed, hvor vi er nødt til at tale om ulykkesstatistikker først.
- Det skal skabe forretning eller aktion - altså få os til at foretage et bevidst valg.
For at få PR-stuntet til at virke, så vil man ofte forklæde det i en politisk eller samfundsmæssig agenda, så det får en større almen interesse og dermed større chance for en mediemæssig gevinst. Det må også gerne have en overraskende vinkel, der får folk til at stoppe op. Og så kan man jo altid gøre det spektakulært, hvis man har midler, tid og plads nok.
Og slutteligt, så skal det hele jo sammenholdes i en cost-benefit analyse, hvor man typisk måler på mængden af omtale, måling af kendskab før og efter - og ikke mindst, se det på bundlinjen (hvad enten vi taler om cool cash, medlemstal, ansøgninger, fald i ulykkestatistikken eller hvad det nu er man advokerer for).
Den forkerte indpakning
Nu skulle man tro, at indpakningen af Blue Origins PR-stunt var, at det udelukkende var kvinder, der rejste. Men sjovt nok, så nævnes det ikke med et eneste ord i Blue Origins egen pressemeddelelse. Her fokuseres i stedet på, at de seks kvinder er stærke storytellers med noget på hjerte.
Men selvfølgelig har PR-teamet hos Blue Origin tænkt over sammensætningen, når besætningen udelukkende var kvinder. Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan nyheden blev serveret for medierne.
Men det er alligevel påfaldende, at mediedækningen og opmærksomhed i høj grad har handlet mere om køn og Katy Perry, end den har handlet om storytellers og visioner for fremtiden. Man skal således lede meget grundigt for at finde noget som helst i dækningen omkring Blue Origins vision eller hvorfor de seks kvinder overhovedet skulle sendes op - altså i et større perspektiv.
Ikke mindst, fordi det langt fra første gang, der har været kvinder i rummet - og faktisk er andelen af kvindelige astronauter større end andelen af kvindelige piloter. Jo - det er faktisk henholdsvis 12 og 11 procent. Og sammen med det faktum, at kvinderne “blot” var passagerer, så bliver det lidt staffage i Bezos´ penisformede raket.
Lykkedes missionen?
Missionen fik altså masser af omtale, men budskabet gik ikke igennem. Uden at kende til den præcise pris for en opsendelse, så er vi ret sikre på, at cost benefit er gået hjem, hvis vi omregner værdien af omtalen.
Blue Origins kendskab er ganske givet øget. Muligvis har vi endda rykket os et lille skridt nærmere af vores opfattelse af “fritidsrumrejser” som en “ting”. Bevares - sådan var det skam også med ferieflyvning i 50’erne (og det er faktisk ikke så længe siden).
Til gengæld druknede Blue Origins budskaber om en vision for fremtiden og storytellingen om en bedre verden fuldstændigt i kendiskarma og -drama, feministiske diskussioner og - nok værst i forhold til tankerne bag Blue Origin - diskussioner om, hvilken klimapåvirkning den lille tur har haft.
Det er dog ikke sikkert, at dette har nogen effekt på salget af billetter til Blue Origins næste tur. For de næste mange år, så er det altså kun personer som eksempelvis Katy Perry, Oprah og andre mænd og kvinder med rigtig mange penge, der kan tage en sådan tur. Og vores gæt er, at de alle er en anelse ligeglade med den slags…
Så på trods af følelsen de fleste nok sidder med oven på mediedækningen, så er missionen i store træk faktisk lykkedes for Blue Origin. Hvis man går lidt mere analytisk til værks. Værre ser det ud for Katy Perry. Men det er en helt anden brand-historie.