Sandsynligvis er de fleste danske kommunikationsfolk tiltænkt rollen som brandmænd og biorobotter. Tumlende rundt med højradioaktive grafitstykker på en skovl, i afsindig hast, med hjemmelavet beskyttelsesdragt banket ud af tilfældige blyplader og ansigtet vendt bort fra den smeltende reaktorkerne.
Ja. Serien handler om os. Vores verden er (også) som Chernobyl. Vi taler bare helst ikke om det. Nøjagtigt som alfa-, beta- og gammastrålingen er den daglige lurende trussel usynlig og smagløs.
HBO’s hitserie Chernobyl har været på alles læber de seneste måneder. Det muligvis dummeste man kan sige om serien er, at den er et realistisk portræt af den dysfunktionelle Sovjetstat i opløsning. Det er dumt, for hvad ved vi om det? Vi var der ikke, vi var ikke en del af det. Sovjetunionens stagnation i bureakrati, ineffektivitet, fortielser og individers forsøg på at pleje egeninteresser vedrører ikke os. Så hvorfor er vi så optagede af at følge Legasov, Shcherbina, Khomyuk og biorobotternes kamp mod strålings-helvedet?
Den daglige nedsmeltning
Vi engageres ikke i det, som er os helt fremmed. Vi fascineres af at opleve det genkendelige og dagligdags spejlet på en eksotisk ny måde.
Vil det da sige, at Chernobyl er et portræt af vores verden? Chernobyl handler jo om bureakrati, ineffektivitet, fortielser og individers forsøg på at pleje egeninteresser. Ikke om at arbejde med kommunikation i Danmark i 2019?
Naturligvis har historiens største atomkatastrofe meget lidt at gøre med vores daglige arbejde som kommunikationsfolk. Hvad enten vi arbejder med kreativitet, information, markedsføring eller strategi, og uanset om vi er yngste assistent eller øverste chef på et bureau, i en virksomhed eller i en organisation, så er det de færreste af os, som konfronteres med smeltende urans vej mod undergrunden.
Alligevel er svaret: Ja. Serien handler om os. Vores verden er (også) som Chernobyl. Vi taler bare helst ikke om det. Nøjagtigt som alfa-, beta- og gammastrålingen er den daglige lurende trussel usynlig og smagløs.
Er jeres KPI også 3,6 røntgen?
De sovjetiske ingeniører i serien benægter, at reaktoren er sprunget i luften. RBMK-reaktorer kan jo ikke eksplodere, ved man. Vi er ligeledes enige om at hævde, at vores Facebook-kampagne er en succes. At mediedækningen for den store internationale kunde er positiv. At vi kan nå KPI’erne med de ressourcer, vi har. At Instagram-influencers er vejen frem. At vi bare skal hyre nogen til noget “content”. For det siger alle.
Det er bare ofte ikke rigtigt. Vi spilder tid og penge på at se på hinanden, på vores kunder, konsulenter, chefer og ansatte og nikke: Ja, reaktoren er superfin! Og hvis noget går galt, kan vi jo altid trykke knappen AZ5 helt i bund. Der er taget højde for alt! Planerne er jo godkendt i Moskva (Læs: København/Stockholm/London/New York/San Francisco).
Mens alt er godt, er det jo godt. Så har ingen lyst til at rokke båden. Men sig ikke, at du ikke engang imellem til et projektmøde har tænkt for dig selv henover power pointen: Sandheden er, at vi alle – nøjagtigt som den inkompetente bureaukrat Bryukhanov – er medskyldige i at konstruere et projekt med alvorlige designfejl, der i den rette konstellation af ansvarsløshed, uvidenhed og menneskelige fuck-ups eksploderer og nedsmelter, mens alle løber forvildede rundt og forsøger at undgå ansvarets gamma-stråler.
Men hvem har lyst til at række hånden op og bryde konsensus, når værkets ingeniører betryggende kan melde, at geigertællerne ikke måler over 3,6 røntgen… som ganske vist er målingsinstrumentets maksimale værdi. Siden de dyre og bedre instrumenter er låst inde og utilgængelige, er det vel en udmærket KPI at styre efter?
Som vi sidder der i partiledelsen atom-sikrede bunker i Pripyat eller i bureauets konference-rum, ved vi at intet kan bringe tvivl og dårlige mavefornemmelser til tavshed som et godt tal.
Der er telefon fra Sverige
Chernobyl har to primære hovedpersoner, kemikeren Legasov og partibureaukraten Shcherbina. De to er begge sympatisk skildret som fanget i dilemmaet mellem deres ansvarsfølelse og katastrofen for deres egen karriere, personlige liv og systemets balance som udløses, hvis de først indser og derefter argumenterer for sandheden og de nødvendige konsekvenser.
Viden, kommunikation, ansvar samt individuel og kollektiv overlevelse er seriens grundlæggende temaer. Dem kender vi alle til. Hvem har lyst til at være “provokatøren”, der går i panik og siger, at Pripyat skal evakueres?
I de første afsnit opretholder systemet sig selv ganske fint, selv under katastrofens udvikling. Fortielserne arbejder sig hele vejen op til Gorbatjov, som ikke aner hvad der reelt foregår i Tjernobyl. Det er først da geigertællerne på det svenske atomkraftværk Forsmark freaker ud og svenskerne ringer til Moskva, at Sovjet-ledelsen konfronteres med virkelighedens alvor.
Som kommunikationsfolk forstår vi situationen bedre end mange andre i virksomhederne og organisationerne. Vi er dem, som kan se både ind og ud af vores virksomhed, organisation eller kunde. Det er os, som beskæftiger os professionelt med at forudsige omverdens positive og negative reaktioner. Derfor lever vi i evig frygt for opkaldet fra Forsmark.
Selvmord, kræft eller arbejdslejr
Så næste gang du sidder ved mødet foran den dér power point, og tænker “bull shit!”, så skal du spørge dig selv: Hvis opkaldet fra Forsmark kommer i næste måned, hvem er du så, hvem har du været og hvilken rolle vil systemet tildele dig?
Du vil næppe se dig selv som den usle bureaukrat Bryukhanov, hvis småborgerlige mål er det gode liv, og at hans chefer skal være tilfredse med ham, og som derfor skjuler, at han er tre år bagud med den fatale test, han presser igennem til katastrofen udløses.
Vælger du mellemlederen og chefingeniøren, den koleriske og notorisk ansvarsforflygtende Dyatlov, der kujonerer sine intelligente og samvittighedsfulde medarbejdere til at tvinge reaktoren ud over dens grænser? Arbejdslejr i Sibirien er for mild en dom, som Legasov skriver, og man kunne tilføje global udhængning i en succesfuld tv-serie 33 år senere.
Hvad så med taktikeren Shcherbina? Karrieremennesket, som kan spille spillet i Kreml, men også er handlingens mand og heroisk ender med at gøre det nødvendige. Og derefter indhentes af alle de foregående års synder og medløberi og lider kræftdøden som en slags straf for “too little, too late”.
Er du da akademikeren Legasov? Intelligent, gennemskuende, analytisk, sandhedssøgende, men samtidig systemets mand og så fuld af loyalitet, at han både fortæller sandheden og lyver i Geneve og til slut hænger sig under vægten af dissillusion og sin egen samvittighed.
Det mest attraktive valg er naturligvis den gennemsympatiske, kompromisløse og humanistiske kvindelige atomfysiker Khomyuk. Hun er det oplagte valg for den danske kommunikatør, som tror på de gode værdiers sejr. Men hende kan du desværre ikke vælge, for hun er den eneste helt fiktive person i serien. Den slags mennesker findes stort set ikke ude i virkeligheden.
Er vi alle biorobotter?
Spindoktorer, kommunikatører, PR-konsulenter, online-specialister, SoMe-eksperter, content-udviklere, whatever: Sandsynligvis er de fleste danske kommunikationsfolk tiltænkt rollen som brandmænd og biorobotter. Tumlende rundt med højradioaktive grafitstykker på en skovl, i afsindig hast, med hjemmelavet beskyttelsesdragt banket ud af tilfældige blyplader og ansigtet vendt bort fra den smeltende reaktorkerne. Soldater for et system vi ikke ved, hvem som udtænkte, men som vi aldrig talte mod.
Skal vi være helt ærlige, så er der ingen attraktive valg.
Du kan dog bruge denne liste over nøglekaraktererne fra “Chernobyl” til at øge dine personlige overlevelseschancer, ved at tage et tjek på dine kolleger, chefer og kunder og se om der er en Bryukhanov eller Dyatlov iblandt, og holde dig lidt på afstand, hvis de begynder at fifle ved reaktorens ydelse.
Som en erfaren udenlandsk PR-konsulent en gang mumlede over en smøg efter et power point-møde: “Let’s stay away from the wreck.”